Der var engang et kongerige, der godt nok havde en dronning.
Alle de fine mænd og kvinder i landet tænkte kun på et:
”Vi skal være verdens bedste land med forureningsfri energi”.

Nogle ihærdige mennesker, og efterhånden også andre forstod hvorledes de havde fundet frem til det helt rigtige, de blev ved med at forklare at hvis man bare – – – – –
Ja så ville alt blive grønt og godt.

Disse dygtige profeter, de lukkede sig inde som en sluttet skare og skrev mange lange forklaringer, med mange tal, om deres drømmesyn sammen med fine hensigtserklæringer og flot illustrerede hjemmesider.
Og alle, der ikke kunne forstå disse geniale tanker, de var ikke egnede til at føre sig frem i den offentlige debat.

Naturligvis. Sådanne drømmesyn er ikke gratis.
De mange skiftende regeringer, de ville jo ikke stå frem som uegnede til deres høje embede, så de støttede med store bidrag, som gik til mange glorværdige projekter.

Nu en dag, det var vist kort efter nytår, skulle en ny stor handlingsplan fremlægges, og derfor var alle de kloge mennesker mødt frem for at vise hvordan de forstod det hele og hvordan alt snart skulle blive Åh så godt, så godt, så godt.
Disse mange mennesker klappede og råbte Hurra Hurra. For det skal man jo gøre.

Indtil en gammel afdanket ingeniør, der måtte støtte sig til sine stokke, spurgte: ”Hvad med pris og forsyningssikkerhed?”
Straks blev der tavshed. Men så var der en ung mand, der sagde – nej han næsten råbte – ”Der er ikke sammenhæng i de mange fine forklaringer”.

Langsomt, meget langsomt, begyndte folk at synge – først meget stille.

Hvem har lavet Hvem har lavet alt det der?
Hvem har lavet Det skal vi betale
Hvem har lavet Har man råd til det?

Til sidst var der en lille pige – måske var hun ikke helt så lille – hun spurgte spagfærdigt om noget, der var meget uartigt.
Dette kan naturligvis ikke siges højt i det pæne selskab – det kan kun hviskes: A***kraft.

Men andre begyndte at sige at man da ikke kunne komme nu og sådan sige at vi har taget fejl i 40 år – ”Det er jo længe før jeg blev født.”
Det var dog svært at høre for nu var alt blevet et stort virvar, stole og borde blev lavet til pejsebrænde og computere skulle genstartes.

Men den kloge mand, han blev ved med at tale om bæredygtighed og læse højt af de mange tal, som han nok ikke engang selv forstod.
De gode tilhørere, de kunne ikke mere høre hvad der blev sagt, men skulle alligevel gerne vise hvor dygtige man var, så de fortsatte med at nikke og klappe.

Selv dette fine pejsebrænde kan bruges som træpiller – bæredygtigt genbrug, for det var begyndt at blive koldt.