Introduktion

Der tales meget og lides endnu mere på grund af den globale finanskrise som vi alle vånder os under.

Hvem har skylden?
Måske – jeg tillader mig at neme: En væsentlig del af skylden for denne globale overoptimisme ligger hos den tidligere direktør for den amerikanske central-bank, der blev ved med at sige:
’Vækst’ og næsten gjorde det til et tema. Igen og igen sagde han:
’Jo mere vi sætter i gang – Jo mere vi investerer – Jo flere vil komme i arbejde – Jo bedre vil det gå’.
’Lån bare – Se hvor godt det går.’
Derudover er problemet tilsyneladende blevet forstærket af de alt for mange ’løse penge’ – Så mange at der nu, i visse tilfælde, betales penge for at kunne ’parkere dem’ på et sikkert sted, som f.eks. Svejts.
I realiteten til negativ rente.

Men på en måde er det ganske ligegyldigt at diskutere frem og tilbage om det evindelige spørgsmål: Hvem havde skylden?
Hvem siger hvad?

Alle vil gerne stå op på en ølkasse og råbe ”ikke mig”.
Lad dem bare råbe.
Måske er det alligevel gavnligt at høre lidt på alt det de siger.
Vi skal prøve at lære af vore fejltagelser og specielt prøve at bygge bro over den psykologiske afgrund, der mere og mere har delt vores folk.

”De blå”
eller snarere dem, der har studeret økonomi eller politik og nu sidder på det meste af magten – De, der sidder på den egentlige magt, ligegyldigt regeringens ’farve’ – De vil næsten alle sige at det var den uafvendelige og uforudsigelige udvikling.
OK: Enkelte – måske nogle, der var mere kloge – forudså det hele og fik deres eget bragt op på det tørre – Inden vi andre begyndte at få vand i øjnene.

”De røde”
eller mest dem, der føler sig magtesløse og ikke kan, men måske gerne vil prøve at forstå hvad der skete.
De vil fortsætte med at sige ’Bankerne’, selv om det i realiteten var pengeinstitutterne, der tilsyneladende lå inde med for mange penge og skulle have dem anbragt – og naturligvis ’holde hjulene i gang’.
Når så ’lille jeg’ med mellemrum prøver at slutte op bag ’de røde faner’, tænker jeg: Var det bonussystemet, der var skruet forkert sammen og tilskynde ’de ansatte’ – fra top til bund – til sådan ’bare’ at øge omsætningen – Lige meget med hvad.

De ”Mellem-farvede”
Der er nogle enkelte, der sådan prøver at sidde imellem to stole.
Der er endog nogle, der bliver ateister af at høre på præstens prædiken – Både overført og bogstaveligt.
De sidder og lytter og bliver mere og mere fortvivlede.

Noget har været forket. Der kommer til tider en rådden lugt ud fra de mange forvirrede tanker.
Desværre er det følgende kun fra hukommelsen og helt uden noget i retning af kildehenvisninger.

Kort efter den tyske genforening, oparbejdede et stort byggefirma en enorm kassekredit, baseret på udlejningskontrakter i nyt byggeri.
Da boblen så endeligt brast, kunne man høre i BBC at:
”Hvis altså denne ansvarlige bankdirektør ’sådan bare’ havde taget 20 minutter ud af sin frokostpause, ja så kunne han gå ned og se at de ’færdige og endog udlejede’ ejendomme ikke var andet end en tom skal.”

En dansk byggematador skaffede sig et stort lån på grundlag af et par falske garantibeviser.
Hvis altså ham – Bankdirektøren i Spanien – ’sådan bare’ havde ’løftet røret’ og talt med den foregivne indehaver af de fine underskrifter.
Ja så ville det danske fængselsvæsen have haft to ledige pladser.
Men sådan noget gør dette ubestemmelige MAN tilsyneladende ikke.

BBC fortalte hvordan en kvinde fra USA der, som så mange andre, lige var ’gået fra hus og hjem’. Hun fortalte:
Jeg havde fået øje på et dejligt hus og talte med min ’bankmand’. Han spurgte så hvor mange penge, jeg havde og hvad jeg tjente. –
”Men det er ikke nok. – Vi skriver bare noget mere”.
Hun fik sit hus – for en tid.
Jeg gætter også, at denne rare bankrådgiver, også ’sådan bare’ fik lidt ekstra til sin velfortjente julebonus. – Ikke kun for en tid.
Hændelsen, der sikkert er autentisk, kan let affærdiges med spørgsmålet ‘Hvor mange?’ eller
’Det vil være alt for dyrt at finde alle dem, der har lavet sådan noget’.
Noget, der ellers på godt gammelt dansk kaldes bedrageri, noget som politiet normalt efterforsker, og vist endog er strafbart.

Mange store – såkaldt privatejede – europæiske banker har lånt, hvad selv garvede bankfolk vil kalde enorme beløb, til bl.a. Grækenland.
På et tidspunkt hvor de skulle være forbløffende naive for at tro at man kunne få det tilbage – altså fra de låntagere, der nu ’ sådan bare’ skulle have fred indtil en ny regering senere skulle tage skraldet.
Dette klares tilsyneladende snildt ved at lade nogle andre kaste lommetørklædet i ringen, for så derefter at overlade det til nogle skatteydere at betale.
OK: Til sidst var der nogle, der måtte sige farvel til 50 % og naturligvis skrue lidt op på rentemarginalen og andet.
Det vil give lidt pusterum, indtil ’vi andre’ har vænnet os til det og så, til sin tid, ’sådan bare’ skal hoste op med noget mere.
Disse såkaldt store har haft tid og råd til alt muligt andet og der skulle vel også have været plads til at hyre et par privatdetektiver eller – –
Måske låne et par af de mange dygtige journalister fra et nu nedlagt engelsk dagblad.
Den anden undskyldning med at det evindelige ’ikke mig’.
Det holder ikke. I hvert fald ikke hvis man i dansk retspraksis har draget nytte af andres forbrydelser, eller sådan bare undlader at fortælle om andres underslæb.
Vi lærte for længe siden at
’Hæleren er lige så god som Stjæleren’.

En dansk pige var tilfældigvis vidne til et ’rogger-mord’.
Hun var modig og samfundsbevidst.
På trods af alvorlige advarsler vidnede hun i retten.
Ingen, blandt familie og venner, turde beskytte henne.
Det endte dog med at hun fik hjælp til at opbygge en ny identitet.
Da hun senere blev spurgt, sagde hun at ”Hvis jeg ’sådan bare’ havde hyttet mit eget skind og han så senere havde begået endnu et mord. Ja så havde jeg været skyldig”.
Måske er hendes liv og fremtid mindre værd end bankdirektørens bonus.

Således giver ’de blå’ ammunition til ’de røde’. Og hvorfor bliver vi ved med at fodre den frustration, der fremmer polariseringen af vores samfund?
Det er vist egentligt ligegyldigt – –
Vi flyder bare ovenpå. Men har aldrig lært at svømme. Derfor flyder vi bare med strømmen.
Engang lærte vi endda, at ’sunk costs are sunk sunk costs’ og at det ikke kan hjælpe at græde over spildt mælk.
Hvis nogen skulle have lyst til det, kan de naturligvis kravle op på en af vore tomme ølkasser og råbe op om at reklamer og alt det andet lokkede os til at gå videre i en forbruger-mentalitet med flottere huse og dyrere biler.

Men der er få, der kan sige sig fri.
’Den der gerne vil hoppe, er nem at lokke’.
Nu sidder vi alle, som vi alle sammen i skøn forening har redt. Rige, fattige, politikere og økonomer.
De rige snakker om den tabte friværdi og om at jeg skulle ’bare’ have solgt dengang.
De fattige kikker på de dyre lystbåde og på farvestrålende annoncer for fine køkkener, medens ’ham der’ sådan bare tager på en dyr jordomsejling.
Politikerne prøver naturligvis at skyde skylden på den foregående regering.
Og imens prøver økonomerne at finde noget brugbart inden i det, der er tilbage af den fine boligboble.

Hvad gik forkert?

Det er nemt at sige at vi var for optimistiske og lokkede os selv ind i en global tro på at alting kun kan gå fremad.
Men vi skulle måske prøve at lære af gamle fejltagelser og undgå nye.
Vi slap nogenlunde nådigt fra ’it-boblen’.
OK Nogle modige nørder måtte desværre ‘sådan bare’ begynde forfra.

Nu sidder vi med ruinerne efter det, der i realiteten var en byggeboble. Vi betaler alle sammen regningen for det ’de andre’ har gjort.

Men vi bliver visit aldrig klogere.
Vi arbejder allerede i skøn forening på og blæser med fuld kraft på en ny og meget større boble.
Denne gang bliver det en grøn boble.
Og den bliver stor – og dyr.

Politikerne enten tør eller vil ikke se det. – De skal jo genvælges.
Bankerne og de såkaldte pengetanke tror ikke på noget. Ikke engang deres egen regering.
Nogle betaler nu 0,5 % negativ rente for at parkere deres penge det eneste sted, der har bevaret lidt troværdighed: Schweiz.

Nogle kloge økonomer taler om at vi skal skaffe tillid til dette uhåndterlige marked. – Helst inden korthuset ramler sammen og knuser vores økonomi.
Erhvervslivet har travlt med at holde skindet på næsen. – De vil nødigt fyre flere medarbejdere.

De røde, der nu er blevet grønne, råber ’Atomkraft – Nej Tak’. – De forstår heller ikke noget.
Et par stykker sidder måske og siger: Hvem skal nu betale? Og måske også:
Vil S-toget fortsat køre når der ikke er blæst nok? – De skal bare lære at tie stille.
Det eneste alle gerne vil gøre, det er at prøve at åle os udenom ansvaret.
Hvad skal vi gøre?
Snak I bare. Vi skal prøve at ’ride stormen af’.
Og dog. Sådan kan man ikke løse verdens problemer. – Undskyld: Vores egen lille verdens problemer.
Nu
Nu skal vi til at lære at stramme livremmen.
Og naturligvis meget andet.

Men vi skal holde op med at ’rette smed for bager’.
De skatteydere, der nu betaler regningen, skal ikke fortsat bildes ind, at det bare var ’dem der i Grækenland’, der var de slemme uansvarlige.
Ansvaret ligger mest på de banker og regeringer, der lukkede øjnene, gerne ville være julemand og således lånte dem alle de der penge.
De, altså julemændene naturligvis først, og aktionærer helt generelt,
men nok også et par direktører og andre ’ansvarlige’.
De skal ikke ’sådan bare’ kunne trække deres eget hjem på det tørre, når boet skal gøres op.
I hvert fald skal de gøres ansvarlige – økonomisk og forhåbentligt sjældent også rent strafferetsligt.
Men alle skal lære at tage konsekvenserne på samme måde som private långivere altid har måttet.
Og nu også Amagerbanken og andre har erfaret.
I den sidste ende bliver det naturligvis de samme uskyldige skatteydere, der så skal betale gennem det, der så fint kaldes Statens Skraldespandsselskab.
Det vil altid gøre ondt at tage ansvaret. Men det er bedre at man begynder at forstå, at ’vi’, det vil sige vores regering og vore banker, har lagt grunden til alt det uføre, vi alle sammen er blevet rodet ind i.

For fremtiden
skal vi være ansvarlige og vi skal gennemtvinge ansvarlighed i långivningen og i statsbudgetterne. Ikke bare vores eget.
Også i Grækenland og dem, der snart følger.
Hvordan?

Der skal stilles krav og naturligvis gribes ind i tide.
En god muslimsk bank, der i realiteten var skabt for at snyde gode muslimer og seks-glade ministre, gik ned.
(En af mine venner tabte hele sin illegale formue,)
Et par af de ansatte havde ikke tid nok til at komme i sikkerhed.
De fik så en tiltrængt ferie i nogle britiske fængsler.
I et af de fine internationale ugeblade kunne man derefter læse at nu – –
Nu skulle der oprettes en ny og ærlig muslimsk bank i Danmark!
For der, Der havde man de strengeste krav til bankernes troværdighed.

Det ville nok hjælpe lidt hvis ordet ’Bank’ igen blev en form for strengt beskyttet varemærke, der kun kan bruges hvis nye og helt anderledes stramme krav overholdes.

Måske har man, i hvert fald i Danmark, set at det ikke er nok at “lade markedet råde”, eller i realiteten bare lade stå til.
For ikke så længe siden kunne vi høre hvordan de forhåbentligt mere forstandige mennesker i Finansiel Stabilitet fyrede nogle bankdirektører og minsandten også et par medlemmer af bestyrelserne.
Sådan bare sagde ’ud’.
Tilsyneladende uden videre diskussion og uden mange fanfarer! – –
Man havde vist nok, i realiteten, grebet ind og blandet sig i den private ejendomsret.

Først og fremmest skal dette ubestemte man kalder ’finansverdenen’ lære at tage ansvaret for deres handlinger og derigennem også for tabet når de har vist sig at være for godtroende, for rare – eller for dovne.
Der skal ikke være noget der hedder at ’De er for store til at gå ned’. Aktiekapitalen skal være tabt – i hvert fald.
Og skatteyderne: Dem, der alligevel skal betale, de kommer stadigvæk til at betale, nu gennem dette godmodige Skraldespandselskab.
Det er surt men ærligt.
Forhåbentligt vil det skaffe mere ansvarlighed hos det, der sådan, helt udefineret, er de økonomiske magthavere, og samtidigt mindre splittelse i samfundet – Hele det europæiske samfund.

Det blev alt for meget
Hilsner fra
Thorkil Søe

Efterskrift Spørgsmål

Det har ovenfor været argumenteret at man ’sådan bare’ skulle have ladet Grækenland gå bankerot.
Positive bivirkninger ville være at få ansvaret fordelt.
MEN
Hvor langt går konsekvenserne af en statsbankerot?
Vil det betyde at al græsk statsejendom, inklusive Akropolis, skal sælges til den højestbydende?
HVAD MED EUROEN ?
Hvis jeg går bankerot, behøver jeg ikke finde min egen valuta!
Hvorfor kan Grækenland ikke gøre det samme?
ELLER
Vil det være alt for svært for vore stærke naboer mod syd, ’sådan bare’ at måtte erkende, at det er deres banker, der ligger inde med ondets rod?
Og så er det naturligvis lettere, men meget skadeligt at drive en kile ind i det skrantende Europæiske Fællesskab.
ALLIGEVEL
Hvad skete der egentligt i Argentina og Island? – Før, under og efter deres bankerot. Specielt: Hvorfor?
MÅSKE – HELT FORFÆRDELIGT
Er hele krisen måske et resultat af vores parlamentariske demokrati?
Politikerne skal jo gerne genvælges og det går nok lidt lettere, hvis man har ’været flinke’, har givet gode gaver til vælgerne.
Bare det går lidt endnu indtil en anden regering alligevel skal tage over.
Altså: Har vores, ellers gode, demokrati udviklet sit til et ’Bestikkelsessystem’, hvor det langsomt, som ved al anden bestikkelse, indarbejder en uholdbar råddenskab?
OG
Som allerede nævnt:
Har man opildnet ’bankverdenen’ til ’bare gå videre’.
”Jeg skal gerne have mit bonus – Jeg skal nok få det bragt i sikkerhed og inden det ramler –
Ja så er jeg nok over alle bjerge”.

Forhåbentligt er det ikke så slemt
Thorkil Søe

Advertisements