Den dumme dreng.
I børnehaven var jeg en glad dreng, men efter en uge i skole var jeg knækket.
• Mobbet fordi min far underviste i religion på en ateistisk privatskole.
• Med megen hjælp fra min far lykkedes det, som den sidste, at lære at læse.
• Fik aldrig – heller ikke senere – lært det der hører sig til: Stave, Lille tabel, Grammatik, Kongerækken og Fædrelandssangene.
• Ny skole – en klasse ned og lidt fremgang.
• Med ufattelig god hjælp fra min moder kom jeg lige netop i mellemskolen.
• Hov: Rigtig matematik og lidt fysik. Så var der alligevel noget, som denne dumme dreng kunne – bedre end de andre.
• Fik lige nok og kom i gymnasiet.
• Skrabede atter over stregen og begyndte det der kaldes studentens lykkelige dag, på det, der nu hedder DTU.
• Fik tilfældigvis det speciale, der passede specielt til mine manglende evner: Minimum viden og maksimum forståelse.
• En lidt mærkelig, men god karriere. (http://wp.me/p1RKWc-2h)
• Gammel og pensioneret.
De dumme drenge
I Gentofte, tæt ved hvor vi flyttede til, var der en skole for dem, der ikke kunne klare den: Bogligt.
Min moder havde snakket med lærerne – måske var det noget for mig – hun fik at vide at når børnene kom, var de knækkede og indesluttede, for efter kort tid at være glade og frejdige fordi de ikke mere blev behandlet som værende forkerte.
Og så viser det sig måske at de ikke var så dumme endda.
Nødkaldet
Der hvor jeg bor nu har vi et armbånd med nødkald, således at vi kan kalde på hjælp, hvis noget går galt.
Måske var det en løsning til kontrol af nutidens uregerlige børn at give sådan noget til lærerne, som ”sådan bare” kan kalde på skolens vagtværn og blive befriet for uromageren, for så at fortsætte med det, der skal gøres: Undervise.
På en skole i Gentofte, hvor mine børnebørn har gået, ringer man til forældrene og vil ikke lade børnene gå før deres forældre kommer, har fået en opsang og tager barnet hjem – til, måske færre lommepenge eller fysisk afstraffelse.

Advertisements