Da titlen på denne side er om kernekraft vil jeg starte med at spørge:
———- Er kernekraft værd risikoen?
Øjeblikkeligt vil jeg vende spørgsmålet til:
———-Er farvalg af kernekraft værd risikoen?

For at sætte emnet i relief føler jeg at det er nødvendigt at starte med nogle eksempler for at vise hvorledes vi vurderer begrebet risiko.

En tilfældig kugle

Teoretisk set er det muligt at blive ramt at en vildfarende kugle fra et bandeopgør eller en terrorrists ønske om død og ødelæggelse.
Alligevel vil vi anse det som tåbelig overforsigtighed hvis man ifører sig en skudsikker vest inden man går til postkassen med et brev.
Men du tager sikkerhedsselen på. Ikke kun fordi politiet kræver det.

National Geographic.

Fra et særnummer om kernekraft fra National Geographic erindrer jeg følgende:
Tilsyneladende er man mere død hvis man dør som følge af radioaktivitet.

Manden fra Nigeria.

Da der var megen omtale om et terrorist-angreb i Paris, sagde en af patienterne på Rigshospitalet noget i retning af:
“Ja det er hvad vi har, næsten dagligt — hjemme i Nigeria.”

Hvad er sikkerhed?
Hvordan opfattes sikkerhed?

Allerede her kommer jeg til at stille spørgsmål, til hvilke jeg ikke kan give et svar.
Dog vil jeg fremhæve at ønske om 100 % sikkerhed er en illusion.

Det ulogiske menneske

Jeg vil starte med at vise et eksempel på hvordan vi ikke er i stand til at vurdere begrebet sikkerhed – på logisk vis.

Ferie i Jugoslavien
I de gode gamle dage havde mange tyske turister en god ferie i det, der dengang var et fredeligt Jugoslavien.
Naturligvis var der nogle som hjem i en ligkiste.
———-You konow: Bad roads and bad drivers.
Men et år kom en mand hjem med kun et ben fordi det andet var spist
af en haj!
Det følgende år var turiststrømmen halveret.
Naturligvis kom situationen snart tilbage til det normale.

Utroværdige “Oplysninger”

Af grunde, der bedst forstås af andre, er der næsten ingen grænser for de fejlagtige “oplysninger”, der flyder ud af medierne.
Mest fra såkaldt grønne organisationer.

Greenpeace
På en anden side har jeg vist at Greenpeaces Troværdighed et en Myte.

Danmarks Radio
På denne side har jeg vist hvorledes Danmarks Radio har givet klart misvisende oplysninger i forbindelse med katastroferne ved Tjernobyl og Fukushima.
På trods af opfordringer lykkedes det ikke at overtale Danmarks Radio til at dementere.

Oceanet ved Fukushima
Sidst på denne side kan man følge de uhyrlige påstande fremsat af unavngivne kilder.

Det egentlige emne:

(Overflødig) sikkerhed ved Kernekraft

Efter disse indledende vurderinger, kommer jeg til det, der måske er sagens kerne.

Dilemaet for vestlig kernekraft

Naturligvis vil man undres når man ser følgene:

– Billigste kernekraft fra ’gamle anlæg’ (Sverige): 26 €/MWh
– Billigste kernekraft fra nye kraftværker (Korea): 27 €/MWh
– Dyreste ny kernekraft (Hinkley Point C): 124 €/MWh
en anden side har jeg søgt at give lidt af en vurdering.

Den meget omtalte reaktor EPR

Core Catcher
Et af de kostbare sikkerhedssystemer i den katastrofalt dyre reaktor EPR er en såkaldt Core Catcher.

Selv om nødkølesystemet, helt naturligt, er med megen ekstra sikkerhed går man et skridt videre og siger:

Hvis der samtidigt sker en fejl på alle fire uafhængige nødkølesystemer, skal dette system ‘opfange’ den smeltede kerne, som i fagsproget kaldes corium.
Alene denne core catcher og ekstra forstærkning af reaktorindeslutningen gør EPR 15 % dyrere end en anden generations-reaktor.

EPR Core Catcher
Denne core catcher ville ikke have haft betydning og ville ikke have afhjulpet nogen skade i forbindelse med de over 15.000 reaktor-år, der har været kernekraft i Vesten.
De fire uafhængige nødkølingssystemer i fire forskellige bygninger er i sig selv en kostbar (overdreven?) sikkerhed, der medfører forøgede udgifter til reaktorindeslutningen.

Hvis tilgængelige oplysninger står til troende vil return period for en kernenedsmeltning på en sådan reaktor være to millioner år.
I betragtning af at kernenedsmeltningen ved Tree Mile Island ikke medførte personskader – Ja så føles det som berettiget når reaktorer fra Rusland, Kina og Korea er uden denne og andre (unødvendige?) detaljer.

Fit for the market?
På netavisen Energy Post finder man en grundig vurdering af det nagende problem:
Is the EPR nuclear reactor fit for the current market?
Det følgende er hvad jeg anser for hovedpunkterne.

  • Før katastrofen ved Fukushima valgte UAE et kendt og afprøvet design (generation ll+) fra Korea i stedet for det avancerede, uprøvede og dyre EPR
    Det antydes at valget måske havde været anderledes hvis udbudsrunden havde været post-Fukushima.
    ——–“One could say that EPR’s design was “over-delivering” in ——–terms of safety for 2009 Abu Dhabi (UAE)
    ——–But is actually well-suited in a post-Fukushima world.”
    Jeg tilføjer og ændrer til at skrive: “I et post-Fukushima hysteri.”
  • I England er man tilsyneladende bange for at en meget kraftig solstorm kan ødelægge computersystemerne.
    I år 992 var der en solstorm, der ville være katastrofal i dag.
    Men katastrofale solstorme er uhyre sjældne og vil blive varslet i tide således at man kan tage nødvendige forholdsregler.
    ——–“In addition, new requirements from the UK regulator – such ——–as the existence of a non-computerized safety system imply ——–that additional costs must be undertaken”.
  • Andre lande har andre, fordyrende og tilsyneladende urimelige, krav.
    Også disse krav er i realiteten et fordyrende ønske om mere (overflødig ?) sikkerhed.
  • Man fristes til at beskylde nationale sikkerheds-enheder for at fastsætte specielle regler for derigennem vise at:
    “Se hvor forsigtige vi er. – – – –
    Vores arbejde viser at vi ikke er overflødige”.
  • Her kan det siges at EU mangler harmoniserede bestemmelser for mange detaljer.
    Forskellige sikkerhedskrav besværliggør således planlægning og godkendelse.

Filter ved Barsebäck

I forbindelse med reaktoren ved Barsebäck havde man et filter med 17.000 tons granitskærver.
Sådant et filter blev anbefalet og ville have været på sin plads ved Fukushima hvor der var en kendt fare for jordskælv og tsunami.
Men det vil næppe være relevant (være overflødigt) ved de reaktorer, der har været og vil blive aktuelle i Europa.

Deponering af affald


Svensk affald
Igen og igen hører man at affaldsproblemet ikke er løst.

I stedet for at tage denne – oplagt forfalskede – påstand op til en saglig diskussion er man, efter min mening, hoppet på den sædvanlige limpind og har ‘sådan bare’ forøget sikkerheden.
Langt ud over hvad der er nødvendigt.

Selv om omkostningerne er små er det næsten latterligt at se hvorledes man går zik zak dybt ned i bjerget.

I sammenligning med værdien af den energi, der er produceret er denne absurde ekstra sikkerhed kun småpenge.
Men tendensen er tydelig.
OG
Modstandere benytter naturligvis lejligheden til at sige:
“Der kan du se hvor farligt det er.”

Hvor meget skal deponeres?

Hvis oplysninger fra World Nuclear står til troende er der diskriminerende og overflødige sikkerhedskrav så snart der er tale om kernekraft:

For eksempel:
Skrot stål fra gasanlæg kan genbruges, hvis det har mindre end
500.000 Bq/kg radioaktivitet (undtagelses niveauet).
Dette niveau er dog tusind gange højere end det tilladte niveau for materiale (både stål og beton) fra den nukleare industri.
Her kan alt over 500 Bq/kg, ikke blive frigivet fra myndighedskontrol til genbrug.

Selv om teksten er en smule vag, kan det næppe diskuteres at denne faktor 1000 vedrørende hvad der bliver defineret som farligt vidner om overflødige eller bevidst fordyrende sikkerhedskrav i forbindelse med kernekraft.

Forurening

Næsten i en sidebemærkning skriver Wikipedia at et ton høj-radioaktivt affald modsvarer en reduktion af CO2-udledning på 25 millioner ton.
Dertil kommer megen anden forurening: Fx kviksølv, arsenik og radioaktive isotoper.
Denne voldsomme forurening udledes ‘sådan bare’ i miljøet, medens det radioaktive affald fra kernekraft behandles forsvarligt.
Denne forsvarlige behandling af affald er næppe overflødig.
Men til tider føles det at der mangler proportioner.

En logisk vurdering

Jeg vil slutte min usammenhængende vurdering med følgende:

Bekæmpe kolera
En student i Tanzania skulle præsentere et eksamensprojekt.
Hun havde projekteret en omfartsvej for en by hvor den gennemgående trafik var en stor udfordring.
Til sidst blev hun spurgt om hun så ville anbefale at dette projekt blev realiseret.
Til alles overraskelse svarede hun:
”Hvis formålet er at redde menneskeliv bør pengene bruges til at bekæmpe koleraen!”

Tritium

Typisk for den Europæiske overforsigtighed er fx grænseværdier for Tritium:
EU 100 Bq/L
WHO 10 000 Bq/L
Australien 76 000 Bq/L

Konklusion

Hvornår er noget overflødigt?
Egentligt burde jeg standse her og bede dig, min ukendte læser, om at overveje situationen og drage din egen konklusion.

Alligevel kan jeg ikke dy mig for at henvise til andre – mere eller mindre relevante detaljer – jeg i tidens løb har samlet sammen:

Relateret til denne post:CO2-fri energi.png
Hvorfor bliver kernekraft så dyrt?
og
Vurdening af risiko
Naturligvis også:
Greenpeaces torværdighed er en myte
Hvis du ikke er træt, så også:
Personskader fra stråling
Mere specifikt om Tjernobyl
Mere specifikt om Fukushima
Dødsfald ved Tjernobyl
Stråling og cancer
Skader på grund af støj fra vindmøller.
Hilsner og god tænkepause
Thorkil Søe

Advertisements