En udfordring ved at have eller give en forsikring er de mange uretmæssige krav, der kan fremkomme.

Hvis man skal forsikre mod skader i forbindelse med kernekraft er der i hvert fald følgende ekstra udfordringer.

  • Der er megen usikkerhed og mange dogmer om hvordan man skal definere et område som ubeboeligt.
  • Tilsvarende har man, efter katastrofen ved Tjernobyl, helt arbitrært, fastsat urimeligt lave grænser for hvor meget radioaktivt materiale, der måtte findes i madvarer.
  • Så snart man hører om radioaktivitet, går man til lægen og får konstateret alle mulige og umulige sygdomme og føler at det naturligvis må skyldes ioniserende stråling.
  • Al tale om at ioniserende stråling er et meget svagt cancerogen og at strålesyge følger et velkendt udviklingsforløb, ja det vil naturligvis forstumme hvis man øjner en erstatning.

Og så:

For ikke så længe siden (2016) så man hvorledes modstandere af kernekraft trak en ny kanin op af hatten:
Med sædvanlig overbevisende selvsikkerhed forklares følgende:

  • Normalt er anlæg for kernekraft ikke forsikrede således at Samfundet/Skatteyderne vil sidde med en helt urimelig risiko for astronomiske tab.
  • Og at hvis kernekraft skulle forsikres ville det koste 100 øre/kWh
  • Senere blev beløbet hævet til 500 øre/kWh – Naturligvis uden at gå i detaljer.

Helt indledningsvis vil jeg konstatere, at i de 50 år der har været kernekraft i vesten har der ikke været brug for at betale andet end småbeløb, noget der formentligt blev betalt som en gave for at undgå meget større omkostninger ved en eventuel retssag.

Snart kom der nye oplysninger frem:
(Jeg citerer fra kilder, der virker mere rimelige.)

  • I USA betalte kernekraftværker oprindeligt 0,1 c/kWh, eller årligt
    $ 375.000.000 til en privat forsikring/fond (Price-Anderson Act.)
  • Da det opsparede beløb nærmede sig astronomiske højder ændredes reglerne:
    Nu indbetaler firmaerne ikke penge under Price-Anderson Act.
  • Alle producenterne skal indbetale til en Fond, hvis der sker uheld, men ikke før.
    Der er sat et max. beløb pr. reaktor som producenterne indbetaler.
  • Det er vigtigt at adskille “Nuclear Waste Policy Act”, som omhandler betaling for lagring af radioaktivt affald og “Price-Anderson Nuclear Industries Indemnity Act”, som er “forsikringsordningen”, der angiver måden, hvorpå udgiften ved uheld skal financierens.
    I den ene er der løbende betaling.
    I den anden skal producenterne først have penge op af lommen, hvis det viser sig at der er et behov.

Men lige meget hvad, så kan et dæmningsbrud have meget større konsekvenser end hvad der udbasuneres som den værst tænkelige katastrofe i forbindelse med kernekraft.

Gad vide om denne diskussion er afsluttet.

Advertisements