Det første af det følgende bygger på oplysninger fra World Nuclear.

Selv om udgifter til nedrivning og fjernelse af anlæg for kernekraft er meget små i sammenligning med værdien af den kraft der er produceret på kernekraftanlægget, ja så bliver det let en politisk kastebold.
I hvert fald i diskussionen.

Stort set er der fire forskellige muligheder.

  • ”Nu og her”
    Kort efter nedlukning begyndes nedbrydning af reaktorindeslutningen samt naturligvis ”alt det andet”, som køletårne og administrationsbygninger.
    På den måde kan grunden frigives og det er muligt at sige at
    ”Alt er glemt”.
    Denne løsning vil naturligvis blive den dyreste.
    Hvor dyrt afhænger af politiske beslutninger om hvad der skal klassificeres som farligt.
    Se længere nede på denne side.
  • ”Vendt lidt”
    Naturligvis bliver reaktorindholdet (brændselsstave og kølevand) fjernet sammen med andet, der let kan fjernes og måske kan finde anden brug.
    På den måde har men fjernet 99 % af det radioaktive materiale.
    Den radioaktivitet, der nu er tilbage skyldes hovedsageligt neutronpåvirkning af stål og andet. 
    Det har en halveringstid på under 5 år.
    Efter sådan 50 år vil denne radioaktivitet være reduceret til under 1/1000 af det oprindelige og endelig nedrivning vil kun volde politiske problemer.
    Tilsyneladende er det hvad man gør i USA.

Når man i forskellige medier ser hvorledes der, med slet skjult rædsel, berettes at oprydningen vil tage meget lang tid, kan det forventes at det er fordi denne løsning vil blive benyttet.

  • Reaktor Findland ”Lad det da stå”
    Det billigste vil naturligvis være at fjerne “alt det løse” og lade selve reaktorindeslutningen stå og spare udgifter til nedrivning af det der betegnes som farligt.
    Selve reaktorindeslutning, der ses i baggrunden af billedet, vil kun beslaglægge et meget lille areal.
    Men modstandere af kernekraft vil naturligvis betragte det som et symbol på noget forfærdeligt.
  • ”Mølpose”
    I USA er flere kraftværker blevet (midlertidigt ?) uøkonomiske dels efter fremkomsten af billig gas og dels på grund af subsidier til sol og vind.
    Foreløbigt (2016) er det ikke (politisk) muligt at bevare kraftværkerne for senere at kunne genstarte.

I den sammenhæng vil jeg nævne at, for snart længe siden, beregnede og tegnede jeg et parkeringshus med forspændt beton.
Da man kort efter kom på andre tanker lod man ’sådan bare’ det hele blive stående fordi det ville være for besværligt at nedrive.
OK Til sidst har det givet plads for en beboelses-ejendom.

Til syvende og sidst afhænger valget af strategi nok mest af det politiske klima og de kriterier, der ligger til grund for hvordan det defineres hvad der er farligt.

I betragtning af ovenstående fristes man til at sige at betingelserne for nedrivning bør indgå i licensen for at opføre nye anlæg.
Næsten som hvis man vil kræve aftale om en fremtidig skilsmisse før man kan blive gift.

MEN
Forvirringen er næsten total

Her vil jeg citere fra World Nuclear.

  • Genbrug af materialer fra nedlukkede nukleare anlæg er begrænset af niveauet af radioaktivitet i dem.
    Dette gælder også for materialer fra andre industrier, såsom gas-anlæg.
    Men niveauerne, der er tilladte, kan være meget forskellige.
    For eksempel kan skrot fra gas-anlæg genbruges, hvis det har mindre end 500.000 Bq/kg radioaktivitet (undtagelses niveauet).
    Dette niveau er dog tusind gange højere end undtagelses-niveauet for genbrugs materiale (både stål og beton) fra den nukleare industri, hvor alt over 500 Bq/kg, ikke kan blive frigjort fra myndighedskontrol til genbrug.

Selve reaktorindeslutningen indeholder tusindvis at ton beton.
Hvis den skal kontrolleres og deponeres som “farligt radioaktivt materiale”, kan omkostningerne naturligvis nemt løbe løbsk.

  • Der er stigende bekymring vedrørende den dobbeltmoral der er under udvikling i Europa.
    Her tillades en 30 gange højere dosis (mSv) fra ikke-nukleare genbrugsmaterialer, end fra dem der kommer fra atomindustrien.
    Norge og Holland er de eneste lande, der har ensartede standarder.
    Andre steder er 0,3-1,0 mSv/år som individuel dosis tilladt for arbejdere ved olie og gas industrien, og 0,01 mSv/år for arbejde med materialer, der indeholder den samme slags stråling, men kommer fra den nukleare industri.
    Den dobbelt standard betyder, at samme materiale, ved samme koncentration af radioaktivt materiale, enten skal sendes til dyb deponering eller kan blive frigivet til brug som bygningsmaterialer.
    Helt afhængigt af hvor det kommer fra.
    Denne grænse, 0,3 mSv/år er stadig kun en tiendedel af de fleste naturlige baggrundsniveauer, og to størrelsesordener lavere end dem, der opleves naturligt af mange mennesker, der ikke lider af synlige skadelige virkninger.

For en ordens skyld vil jeg nævne at vi alle bærer rundt på 4.500 Bq fra naturlige kilder og at den naturlige baggrundsstråling som vi heller ikke kan undgå er omkring 3 mSv/år
Flere steder væsentligt mere.

Som det kan ses er der stort spillerum for fortolkninger og chikanelignende foranstaltninger.
Hvis det politiske formål er at miskreditere kernekraft.

Fra Decommissioning of nuclear power plants (Sweden) citerer jeg:

  • – – Hvert år betaler ejerne af atomkraftværker derfor et aftalt beløb til en fond, der vil betale for ned lukning af kraftværkerne.
    Pengene bliver deponeret i fondens nukleart affald konto med Riksgäldskontoret.
    Afgiften varierer mellem 0,3 og 0,9 öre pr kWh
    Hvert år fastsættes betalingen af regeringen.
    Den er baseret på omkostningsberegningerne fra SKB forelagt den svenske kernekraftinspektorat.
  • Omkring SEK 500 millioner strømmer til fonden årligt på denne måde.
  • Den bogførte værdi af fonden ved udgangen af 2004 var næsten 32 milliarder SEK.
  • Det koster lidt over en milliard svenske kroner at nedlægge en reaktor.
  • På trods af, at atomkraftværker kan have en levetid på 40-60 år vil hvert kraftværk have betalt i sin andel af fonden, når der er gået 25 år.

Følgende vil forhåbentligt kaste mere lys over emnet:

  • Nogle af de komponenter, der skal deponeres er så radioaktive at de skal skærmes.
    Disse komponenter vil hovedsageligt være kontrolstænger og andet reaktor-indhold. Dette materiale er en meget lille andel af det totale rumfang, der skal deponeres, men indeholder næsten al den tilbageværende radioaktivitet.
  • – – Vi forventer, at mere end 90 % af den samlede mængde nedluknings-affald kan frigives til ubegrænset brug, enten direkte eller efter rengøring.
    – – Den nøjagtige procentdel kan ikke gives i dag, da det afhænger af, hvad betingelserne for ubegrænset frigørelse vil være.

Med mindre man henfalder til konspirationsteorier, vil jeg mene at emnet er udtømt.

Og dog.
Jeg kan ikke dy mig

Fra https://www.information.dk/udland/2016/08/groennes-dilemma
citeres følgende:
Allerhelst ville de lokale miljøfolk lade kraftværket stå, selv om 300 mand i over ti år har været beskæftiget med at fjerne værket i små bidder.
Som en slags practical joke sendte nedrivningsfolkene i Obrigheim for nylig en sæk almindelig kunstgødning gennem måleapparaterne.
Der blev målt spor af kalium, uran og bly.
Hvis sækken var kommet fra værket, skulle den deponeres.
Men fordi den kom fra et byggemarked, kan affaldet ende på markerne.

Advertisements