Reaktoren på Three Mile Island var en såkaldt letvandsreaktor af et relativ tidligt design.
Kapaciteten var 852 MW.
Sådan lidt over halvdelen af det der findes på nye reaktorer.
Mere om ulykken kan ses her.

Den var som en naturlig ting beskyttet af en reaktorindeslutning.
Sådan en reaktorindeslutning, der normalt er en ca. 2 meter tyk armeret betonskal, er sidste værn mod udslip af radioaktivt affald.

Her viste den sig at bestå sin prøve således at personer indenfor en radius af 15 km fra reaktoren blev udsat for en gennemsnitlig dosis af
8 millirem (0,08 mSv).
Højeste målte dosis var 100 millirem (1 mSv).
Dette skal ses i sammenhæng med den naturlige baggrundsstråling som vi alle udsættes for er omkring 200 millirem (2-3 mSv) per år.

Sådan en kernenedsmeltning kan under ingen omstændigheder udvikle sig til bare noget i retning af en ”atombombeeksplosion”.
Det kræver både højt beriget uran og en meget speciel “tændsats”.
Alligevel varede det ikke længe før halvdelen af den amerikanske befolkning var blevet overbevist om at sådan en fare havde været overhængende.
Landscap
En mindre skare af journalister, der måske havde afventet nogle rædselsberetninger, måtte således gå skuffede hjem.
MEN
Som så ofte fik både Greenpeace og sagfører travlt.

Radioaktivt udslip

Det anslås at US afbrænding af kul i 1982 frigav 150 gange så meget ukontrolleret radioaktivitet i atmosfæren som Three Mile Island hændelsen.

Evakueringer og Erstatninger

Der var en del panikagtige evakueringer og mange krav om erstatning. Mest, eller udelukkende, for tabt arbejdsindtægt som følge af evakueringerne.
Den private, men lovpligtige Price Anderson Act’s opsparede midler dækkede så vidt det kan ses alle udgifterne.
Det kom til at koste $ 70 millioner, hvoraf 41 % var “legal expences”.
For at sætte dette beløb i perspektiv nævnes at i USA betalte kernekraftværker årligt $ 375 millioner til denne private forsikring/fond
(Price-Anderson Act.)

I samme åndedræt nævnes at det var første og eneste gang, der var behov for at udbetale erstatninger i forbindelse med nuclear uheld.
Og at den løbende indbetaling til Prince-Anderson pengetank
(0,01 US-cent/kWh) er suspenderet.

Oprydningen blev dyr

På dette link oplyses at oprydningen varede 11 år og kostede omkring USD 1000 millioner.
Den lange tid: 11 år kan formentligt forklares med et ønske om at vente til den værste radioaktivitet var klinget af.

MEN
Den egentlige skade

Som det ses af nedenstående udviklede hysteriet sig til en katastrofe.
En katastrofe, der har sat sig sine spor helt til i dag:
– Dyr og ustabil energi
– Tab af position i teknisk formåen
– En lurende klimakatastrofe
nuclear-costs-against-date-of-construction-start En meget detaljeret vurdering på Alternative Energy/Nuclear Power giver en forklaring på de store udsving i perioden mellem 1975 og 1985
Det drejer sig om reaktorer, der var under opførelse samtidigt med hysteriet efter ulykken.
Jeg citerer:
Nogle lande som USA, Canada, Japan og W Tyskland reagerede på ulykken Three Mile Island ved at indføre bestemmelser, der skubbede omkostningerne gennem taget.
Frankrig, S Korea og Indien ikke gjorde det ikke.


zztree
Klik på det lille grå kvadrat for sammenligning mellem Frankrkig og USA.

Samme sted finder man følgende:
Alle 41 reaktorer bestilt efter 1973 blev efterfølgende annulleret, og i sidste ende blev mere end to tredjedele af alle atomkraftværker bestilt efter januar 1970 annulleret.
OG
Den psykologiske effekt på befolkningen i nabolaget og til sidst i hele den vestlige verden var enorm.
Det var også skaden på selve anlægget og atomkraftindustriens omdømme.

Nu

zz Kina.pnger det nemt at se, at initiativet er skiftet til Korea, Rusland og specielt til Kina.

Jeg spørger hvorfor?
og prøver at sige HER

Advertisements