englandEnglish
translation

Affaldsproblemet er ikke et problem!

Da man gik i demonstration mod atombomber, ‘smed man babyen ud med badevandet’ og gik også imod atomkraft.
I forbindelse med den efterhånden hysteriske kamp for at dæmonisere atomkraft blev diskussionen om affald langsomt frakoblet fra realiteterne.
På en måde er det, der kaldes affaldsproblemet ikke en ingeniøropgave, men en opgave for psykologer eller andre.

Næsten lige meget hvad man gør og hvor godt det laves, så vil der altid være nogle selvbestaltede miljøforkæmpere, der kommer med nye absurde indvendinger og kræver mere sikkerhed.
På trods af gentagne forklaringer fra mange sider og ønsker om afklaring fortsætter ‘de grønne’, mest Greenpeace, med at fremsætte klart misvisende “oplysninger” om atomkraft.
Tilsyneladende er affaldshåndtering ved at blive det foretrukne emne.

Dette er baggrunden for det følgende, der er et uddrag af en anden side: Atomkraft – Hvad er forkert?
På denne side forsøges et opgør mod årtiers systematisk fejlinformation om atomkraft.

Affaldsproblemet

I mange hede diskussioner rejses spørgsmålet ”Hvad med affaldsproblemet?”

Her er det nærliggende at fremhæve at det egentlige affaldsproblem er udledningen af drivhusgasser, fra især kul, olie og naturgas, og at det derfor er bydende nødvendigt at gå over til brug af kernekraft.

På trods af ihærdige påstande er sikker deponering af radioaktivt affald ikke noget problem.
KK affald Sverige
Således blev den svenske affaldsordning godkendt i 1979 som en betingelse for at starte de sidste 6 reaktorer.
I betragtning af den lange lagringstid på kraftværket og udviklingen hen imod genbrug i stedet for deponering har man naturligvis ikke låst sig fast på endelige detaljer.

Diskussionen vedrørende radioaktivt affald er i de sidste år blevet afkoblet fra de faktiske forhold og det kan derfor bedst sammenlignes med falsk varebetegnelse når det stadigvæk lykkes at betegne dette som ”affaldsproblemet”.
I modsætning til megen anden affalds-håndtering behandles den lille mængde affald fra civil kernekraft 100 % forsvarligt – Både ved genbrug og ved deponering.

isar2_reaktor De brugte brændstofstave fra reaktorerne opbevares under vand. De tre første år på selve kraftværket (6) indenfor den to meter tykke reaktorindeslutning. (1 og 2)
Derefter på et mellemlager, i op til 30 år.
Det er fordi man vil vente med endelig deponering, eller oparbejdning til genbrug, til de er “kølet af”. (Atomer med relativt kort halveringstid vil således henfalde til uskadelige atomer.)Opbevares under vand

Det er således ikke fordi man ikke ved hvad man skal gøre ved disse brugte brændstofstave og hvis en terrorist skulle prøve at tage dem op af vandet og ud af dette midlertidige lager, vil han snart dø af akut strålesyge.

Dette materiale, der i dag betegnes som affald, er imidlertid en værdifuld fremtidig ressource, der indeholder store mængder af brugbart brændsel til brug i fremtiden. Således bliver tidligere “slut-depoter” nu ombygget til at være “sikre men tilgængelige depoter”.

I skarp kontrast til affaldshåndtering i forbindelse med civil brug af kernekraft har der til tider været en megen lemfældig behandling af affald på militære anlæg.
Dette var mest udbredt i det gamle Sovjet men fandt også sted i England (Sellafield) og i USA.
På trods af mange (bevidste?) misforståelser, har dette naturligvis intet at gøre med kernekraft til civilt brug.

Fra forskellige kilder

Næsten i en sidebemærkning skriver Wikipedia at et ton radioaktivt affald modsvarer en reduktion af CO2-udledning på 25 millioner ton.
Dertil kommer megen anden forurening fx kviksølv, svovl, arsenik og radioaktive grundstoffer.

Se også fra:
Videnskab.dk
Og
OECD

Efterskrift


Svensk affald
Efter min mening er også håndtering af affald fra kernekraft langsomt men sikkert blevet underlagt et “kapløb mod det oveflødige”:
Vi er vidne til en evindelig given efter overfor absurde krav og introduktion af nye, teknisk set helt overflødelige, sikkerhedsforanstaltninger.
Lige meget hvor godt det er, ja så kommer der nye krav.
For at få fred har man tilsyneladende undladt at sætte hælene i, tage tyren ved hornene og sige at det vi har, det er fult tilstrækkeligt.
(Hvis man giver Greenpeace en lillfinger, så tager de hele armen.)

Det ville ikke overraske mig hvis man fx i Tyskland er blevet træt af dette cirkus og har sagt noget i retning af at “Nu gider vi ikke mere. Find selv ud af hvad I vil.”

I modsætning til de mange fordyrende og unødvendige “nyskabelser” på den nye reaktortype EPR er de ekstra omkostninger begrænsede.
Men skaden er sket og diskussionen har bevæget sig til et efterhånden absurd niveau.

Helt utopisk kunne man ønske at “Sandheden” var en juridisk person, der kunne anlægge injuriesag.
Så ville vi måske få fred.

Hilsner fra Thorkil Søe

Risø

Flere gange bliver jeg spurgt:
”Men når man ikke engang kan klare affaldet fra Risø, hvad så med alt det andet?”
Hertil vil jeg svare lidt kryptisk.

  • Som ingeniør er det let at se at det hele ikke engang er en storm i et glas vand.
  • Naturligvis håber jeg at det vil lykkes at få stabil og forureningsfri energi – også i Danmark.
    Se http://wp.me/p1RKWc-8
  • Jeg er ikke journalist. Jeg skal ikke skrive nervepirrende om fiktive rædsler.
  • Jeg er ikke politiker. Jeg behøver ikke at følge folkestemningen for at blive genvalgt.
  • Heldigvis er jeg ikke psykiater, for så skulle jeg jo kurere den folkelige angstneurose.

Det er nemt at forstå at kulindustriens lobbyvirksomhed er bange.
De er bange for konkurrence.

  • Jeg er ikke en forurener, jeg skal ikke, sådan bare, få folk til at tale om noget andet.
  • Naturligvis skal jeg ikke leve i 500 år.
    Men, hvis man til den tid ikke har fundet noget bedre, vil kommende generationer være glade fordi vi efterlader det, der stadigvæk kaldes affald.
    Til den tid kan det udnyttes til at få ren energi i flere tusind år.
    Den nødvendige teknologi er kendt, men er ikke færdigudviklet.
    Og der er billig uran til lang tid endnu.
  • Heldigvis er jeg ikke Greenpeace.
    Deres troværdighed er en myte. Se http://wp.me/p1RKWc-p2

Hvad er du?
Er du bare forblændet af en dygtig, men falsk, skrækpropaganda?

Plutonium til Atombomber

Med slet skjult rædsel hører man – også i Danmarks Radio – at der i Japan findes tonsvis af plutonium, der kan bruges til atombomber.
Underforstået: Hvis det falder i hænderne på Nord Korea.

Dette, som så meget andet, beror på en (bevidst ?) misforståelse:
Det er forholdsvis let at lave plutonium af våbenkvalitet og den egentlige udfordring er tændsatsen og udformningen af forskellige sprængstoffer.
Til gengæld er det plutonium, der er “affald” fra atomkraft, forurenet med en anden isotop, der gør det uanvendeligt til atombomber.

Det har længe været en sejlivet myte, at dette plutonium ‘sådan bare’ kan oparbejdes og bruges til atombomber.
OG
Ofte fortælles, med slet skjult rædsel, at plutonium er det giftigste materiale, der findes.
Også dette er langt fra sandheden. Se http://wp.me/p1RKWc-1VN

Typisk ?

afalds-bedrag
Naturligvis er venstre del af dette billede falskneri.
Ingen ville blande små og store beholdere på den måde.
En af de små beholdere er tom og uden låg.
To små terninger kom med – ved en fejltagelse?
Ingen ville efterlade affald på den måde, klar til fotografering.
Hvem er så dumme at de tror at jeg er så dum?

Typisk forvirring og overforsigtighed

Mest som et kuriosum nævnes at man i EU har noget anden opfattelse af sikkerhed end i resten af verden.
Typisk for den Europæiske overforsigtighed er fx grænseværdier for Tritium:
EU 100 Bq/L
WHO 10 000 Bq/L
Australien 76 000 Bq/L
For resten indeholder den menneskelige organisme så megen naturlig radioaktivitet at vi hvert sekund udsættes for over 4.000 radioaktive henfald. Eller lidt over 50 Bq/L

Advertisements